Opdateret 01.03.2016

Sådan opstod museet



Ideen til Odsherreds Trafikmuseum opstod i 1991, da nu afdøde Aksel Valentin-Petersen fra Asnæs søgte et egnet sted til at udstille sine meget nøjagtigt byggede skibsmodeller. Samlingen omfattede bl.a. modeller af skibe og færger, der havde sejlet på Isefjorden samt flere af Statsbanernes/DSB’s færger.

 

Modellerne havde tidligere været udstillet på Jernbanemuseet i Odense, men dér havde man ikke interesse i fortsat at vise Valentin-Petersen’s skibe frem.

 

Inden længe var en række lokale mennesker gået i gang med at finde et passende sted til et trafikmuseum.

 

Ved Odsherreds Jernbane var man naturligvis interesseret i disse planer, og banen stillede pakhuset i Hørve til rådighed for museet. I forbindelse hermed blev bygningen renoveret af banen.

Odsherreds Trafikmuseum blev åbnet i maj 1992 i det gamle pakhus på Hørve station. Fra starten havde museet samlinger af billeder og effekter med relationer til den kollektive trafik i og omkring Odsherred.

Udstillingen på museet ændres normalt fra år til år. Hensigten var, at man på udstillingen altid kunne finde emner om de 3 vestsjællandske privatbaner, Odsherreds Jernbane, Høng-Tølløse Jernbane og Hørve Værslev Jernbane, samt om bus- og færgeruter, posthistorie, fragt- og vognmandsforretninger og hyrevognskørsel m.m.